BYGNINGSPULJEN ÅBNER SNART FOR ANDEN ANSØGNINGSRUNDE - ENERGIRENOVERING AF BOLIGER MED ENERGIMÆRKNING E, F OG G


Gron-puls-ny-bygningspulje


Gennem noget tid har boligejere kunnet søge om tilskud til grøn omstilling i form af energirenovering af eget hjem, gennem den såkaldte bygningspulje. Regeringen og en række af de øvrige partier er nu netop blevet enige om at justere bygningspuljen, og hvor der før har været fokus på at udskifte olie-/gasfyr med varmepumper, bliver puljen nu i højere grad målrettet energimærkninger i den dårlige ende af skalaen. Alle boligejere kan fortsat søge om tilskud til en varmepumpe, men tilskudsbeløbet hertil reduceres nu, så flere kan få tilskud til energirenoveringerne.

Puljen målrettes nu helt konkret de boliger som har energimærke E, F og G, og som en del af aftalen sættes det samlede beløb, den enkelte boligejer kan modtage, ned. Med den nye aftale gives der nu også tilskud til store varmepumper, og det betyder at almene boligforeninger uden for fjernvarmeområder nu vil have nemmere ved at søge om tilskud til en varmepumpe. 


Puljen åbner for næste ansøgningsrunde i september, og da puljens midler på i alt 675 mio. kr. vil være opbrugt herefter, er det også den sidste ansøgningsrunde pr. 2021. De nye justeringer træder i kraft inden næste ansøgningsrunde i september.

Energistyrelsen vil efter den sidste ansøgningsrunde i 2021 melde ud, hvornår puljen åbner for ansøgninger i 2022, hvor puljen her vil indeholde 430 mio. kr. 


Som boligejer kan du få et gratis tjek af en af Grøn Puls’ energivejledere, der kan rådgive om f.eks. besparelser, priser på de nye installationer og tilbagebetalingstid for dit energibesparende projekt. Er du nysgerrig på, hvorvidt du er berettiget til tilskud til bygningspuljen, kan du kontakte projektleder Dorte Ibsen på mail:  Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.  eller tlf.nr: 70 20 76 80.

Du kan også læse mere om Bygningspuljen her: https://ens.dk/service/tilskuds-stoetteordninger/bygningspuljen